Skab relationer. Skab værdi. Skab din egen succes.
På vegne af ArthaScope søger HR navigator en ambitiøs og relations-stærk kundedirektør, der brænder for at skabe værdi for formuende privatkunder. Du har energi, konduite og forstår at føre den værdibaserede dialog, som skaber tillid – også når markederne udfordrer.
Du bliver en væsentlig del af et professionelt team på i dag 15 erfarne kundedirektører – og vi udvider, når de rette kandidater viser sig.
Dine hovedopgaver
Du bliver ansvarlig for at identificere og etablere nye kunder samt videreudvikle eksisterende forbindelser. Med udgangspunkt i dit netværk og en professionel tilgang til opsøgende arbejde skaber du adgang til en eksklusiv kundekreds af formuende danskere. Sammen med vores kapitalforvaltere afdækker du kundens økonomiske situation og behov og præsenterer løsninger, der matcher deres ambitioner og risikoprofil.
Du har ansvar for og skaber værdi ved at levere overblik og indsigt i investeringsmuligheder og følger dine kunder tæt – især i perioder, hvor markederne kræver ekstra kommunikation og tillid. Relationen er langsigtet, og din rolle er central i at sikre ArthaScopes position som kundens trusted advisor. Således får du succes.
Din profil
For at få succes i denne rolle bringer du både forretningsmæssig forståelse og menneskelig indsigt. Du har erfaring fra en lignende rolle, og evner at møde formuende kunder med både faglig styrke og personlig integritet. Dit netværk er et aktiv, du anvender strategisk, og du trives med en høj grad af frihed i arbejdet. Du arbejder struktureret og vedholdende, og du er i stand til at navigere i et miljø, hvor forventningerne er høje – både fra kunder og kolleger.
Du har interesse for kapitalforvaltning og et naturligt blik for, hvordan rådgivning skaber værdi – ikke kun i investeringer, men i hele kundens livssituation.
ArthaScope tilbyder
Du blive en del af det ekslusive team af kundedirektører i en førende kapitalforvalter i Danmark. ArthaScope er anerkendt for faglig styrke, ordentlighed og evnen til at opbygge langvarige relationer med nogle af landets mest formuende kunder. Du tilbydes en attraktiv og resultatorienteret lønpakke uden indtjeningsloft samt mulighed for faglig sparring og udvikling i et miljø, hvor ordentlighed og relationer vægtes højt. Vi har en flad struktur, korte beslutningsveje og stærkt fokus på kvalitet i både rådgivning og samarbejde.
Lyder det interessant?
HR navigator er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos HR navigator Peter C.G. Andersen på +45 28 80 33 53 eller Jens Jensen på +45 22 69 79 84. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis på den rigtige kandidat.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om ArthaScope Kapitalforvaltning A/S
ArthaScope er Danmarks førende bankuafhængige kapitalforvalter. Med 23 mia. kr. under forvaltning og kontorer i både København og Aarhus, betjener vi en eksklusiv kreds af formuende privatpersoner. Vores rådgivning er personlig, langsigtet og funderet i ordentlighed, høj anciennitet og dyb indsigt i kundens samlede økonomi.
Vi tilbyder individuelle kapitalforvaltningsløsninger og alternative investeringer med ét mål: At skabe stabile afkast og opbygge tillidsfulde relationer. Vi vil være kundernes trusted advisor.
Om HR navigator
HR navigator arbejder målrettet med ansættelse af specialister på forskellige niveauer samt mellem- og topledere til erhvervslivet og den offentlige sektor. Vores arbejde består i at være kritiske og samtidig være imødekommende overfor kandidaten. Vi sikrer en veldokumenteret vurdering og en klar anbefaling af kandidatens styrker og begrænsninger, udfordringer og muligheder i forhold til virksomhedens situation.